Tordendragen druk

Juli 2016 – Fagre Nye Verden

I dag er der nøjagtigt to uger til vi rammer dansk jord. Jeg glæder mig meget til at gå i Føtex. Det bliver dejligt, at kunne købe de ting man har lyst til, også endda samlet på et sted. Jeg glæder mig også til blive ren. Jeg har været semi-ren i 4 måneder, og jeg trænger til at vaske mit håndklæde i varmt vand. Jeg glæder mig til at gå i teatret, og til at købe en ny kjole. Jeg glæder mig til lyse aftener og postevand. Mest af alt glæder jeg mig til at se jer allesammen.

Samtidigt kommer jeg til at savne Bhutan. Alle smilene og interessen. Jeg kommer til at savne udsigten, vandreturene og de fine bygninger. Jeg kommer til at savne folk hernede. Meditationsfolket, nogle af spejderne og inderne især. Jeg kommer til at savne drinks på Druk hotel, billig mad og billig massage. Her er så fedt, og jeg håber at I allesammen får muligheden for at besøge et af verdens vildeste, mest obskure, dejlige lande.

I dag skal jeg i fitness for første gang her i Bhutan. Jeg har prøvet at holde mit løb vedlige, men det går lidt trægt. I går løb jeg sidste uges eneste tur. Det var mens vi havde Salil og Vinayak på besøg til arme riddere og ”Blinkende Lygter”. Det var en rar afslutning på en dag, hvor vi havde spist dejlig frokost hos Salil og hørt masser af røverhistorier om Indien og hinduisme. Jeg lærer virkeligt meget om religion og kultur. Det er spændende.

I lørdags fik vi afholdt vores Annual Gathering. Jeg er usikker på hvorvidt det er værd at skrive hjem om. Jeg kan skrive mange opgivende gloser om Tandins og Kinleys arbejde og deres håndtering af eventet, men det til trods havde deltagerne en god og forhåbentlig lærerig oplevelse. Vi fik afholdt et valg og CBS har nu et Advisory Board bestående af 6 engagerede medlemmer. I næste weekend afholder vi en workshop for boardet, for at få det bedst muligt i gang med en umulig opgave.

Ellers går tingene slag i slag og lidt langsomt. Vi har det godt!

Nyd det danske sommervejr.

Kærligst, Kat

Det nye board ønskes tillykke med hvide tørklæder.

Okay, for at den røde tråd i bloggen bevares, vil jeg starte med at skrive, at jeg er glad for mit andet fædreland fik en mærkelig sejr ved EM, selvom vi allesammen savnede Ronaldo. Vi fejrede aftenen sammen med vores indiske venner med et regelsæt, der blandt andet indeholdt at man skulle gå ud i regnen og være ulykkelig hvis Frankrig scorede. Alle var derfor glade og festede, da Portugal fik trofæet!

Siden da har jeg været på den omtalte spejderlejr i tre dage. Det var lidt et show. Jeg var blandt andet deltager på et spejderløb, hvor den bedste post bestod i, at man skulle lade som om, man havde brækket det ene ben og havde ondt i det andet, og så ellers humpe fra A-B. Det gjaldt om at komme først. Altså skulle man være langsom og hurtig. På den næstbedste post skulle vi blot lave et kampråb. Det var post 4 af 5. Velvalgt tidspunkt til at skabe kampgejst. Til sidst blev der ikke offentligjort en vinder. Deltagerne var dog søde og tog alting med et smil.

Ellers har vi arbejdet på annual gathering, der skal afholdes på lørdag. Håbet var, at der skulle komme 100 deltagere. Der kommer nok 30. Vi fortsætter med at være optimistiske og blive skuffede, for hvis vi sætter forventningerne efter standarden, ville der ikke være meget at gå på arbejde for. Jeg tror nok, at vi skal få en god gathering på lørdag alligevel. Vi har arrangeret lidt forskellige happenings og vi har 7 kandidater til vores advisory board med 6 pladser, så det er fint. To af dem der stiller op til boardet er seje, og de skal nok kunne løfte nogle opgaver, hvis de får lov. Vi fører kampagner på Facebook og har et online stemmesystem, hvor små 70 har tilmeldt sig så de kan stemme. Der burde være mere end 1000 potentielle vælgere. CBS og projektet er på dybt vand.

Udover arbejdet, lever vi i luksus. I søndags var vi på vandretur. 6-7 timer i silende regn. Vi gik igen op til Phajoding, hvor nye farverige blomster var sprunget ud. Lama Namgay var der desværre ikke, og udsigten var også forsvundet i en sky. Alligevel hyggede vi os og fik te hos de søde munke, inden vi gik tilbage til byen. Salil var helt færdig efter vandreturen, så han inviterede os ned i sin spa. Han arbejder, som fortalt, på Taj som spamanager, så der var jacuzzi, sauna og lidt dejlig mad på terrassen. Da vi forlod Taj, ringede Arushi og inviterede os på middag på Le Meridian. Le Meridian er byens andet 5 stjernede hotel. Her arbejder Arushi, så der var både hovedretter og desserter på bordet. Vi bliver forkælet og oplever mange ting.

I går var jeg til frisøren. Jeg forstår vitterligt ikke, hvordan det kan blive ved med at ske, men nu er mit hår gult igen.

Hav det for fedt.

XOXO

Kat

Holdet vandrer i en sky. Inderne er vilde med selfies.

Taj spa er helt OK.

Ronaldo er sød. Portugalo blev fejret med dans på bordene.

På lejren blev der øvet mange “drills”. Hver morgen. Mellem 0530 og 0700.

Så er vi tilbage i Thimphu efter 2 uger i Nepal. Det har været en blandet fornøjelse at være væk fra Bhutan. Nepal er et skønt land med plads til leg og vilde oplevelser i den smukkeste natur, vi har gjort brug af, men samtidig har rejsen gjort kommunikationen med kontoret endnu sværere og samarbejdet med BSA (Bhutan Scout Association) har hængt gevaldigt i bremsen.

Vi skulle være med til at lave årets sommerlejr, men da vi var afsted blev alt ansvar taget fra os og alle vores idéer var ikke mulige at føre ud i livet (guderne ved hvorfor). Det, på trods af, at vi blev bedt om at finde på noget nyt. Der er ikke plads til at planlægge ting i god tid og der er ikke plads til at stille spørgsmål. Det endte i noget værre rod og nu er det kun Tandin og jeg der tager på lejr. Tandin har været der siden i lørdags, jeg tager del fra i morgen tidlig. Derudover får vi ikke svar på vores spørgsmål om hverken guidelines eller annual gathering, trods flere forsøg.

Arbejdet går altså stadig trægt, men vi prøver at holde modet oppe. Det gik nogenlunde nemt i Nepal, fordi der er så sejt. Vi fik både sejlet mere kajak, svømmet i søen, paddleboardet og paraglidet! Vi spiste masser af god mad, drak drinks og havde lange snakke om udviklingsarbejde og pjat. Vi havde ikke lyst til at tage afsked med Nepal og vi fik da også 4 timer ekstra i Kathmandus lufthavn, da vores fly var forsinket.

Nu er vi godt hjemme i vores lille hus i Thimphu igen og har set nogle af vores venner. Salil, der arbejder i spaen på Taj Hotel inviterede os til et wellnessarrangement på hotellet i går. Det var en mærkeligsjov oplevelse med yoga først og derefter meditation ala ”forestil dig du er inde i en bobbel af spejle, der kan bortreflektere negative energier”. Er du gal, det var svært for mig. Og helt skørt. Derefter var der mega god mad, inden vi tog ud og drak en øl og dansede. Så alt i alt var det en god velkomst til Bhutan. I dag skal vi hjem til en af vores venner og se finalen. Forhåbentlig holder vi allesammen med Portugal! ❤

Kærlig hilsen

Kat

“Så skal der kajakeres”

Paragliding var mega smukt og der var også plads til tricks.

Paddleboard var sjovt. Jeg ligner et æg.

Vi boede i turistparadiset Pokhara der har en smuk sø.

Nepal er vidunderligt og vestligt. Vestligt sammenlignet med Bhutan i hvert fald. Man kan købe en Snickers i en hver gadeforretning og Coca Cola light og lasagne er nemt at finde. Vi har sågar spist tiramisu! Glæden ved god mad vil ingen ende tage og der er nok at tage af. Dejligt. Her er også rene hoteller og fint indrettede butikker.

Vi ankom til Kathmandu i fredags, hvor fra gruppen splittede op. Jonas og jeg tog til Gorkha Beach, Markus tog på silent retreat i Pokhara, mens Kinley og Tandin blev i hovedstaden. Jonas og jeg var på Gorkha i 3 nætter, hvor vi lærte at begå os i en whitewater kajak! Det blev til omkring 20 timers træning på 4 dage inkl. vilde ture ned af en mudderbrun flod, træning af eskimovendinger i poolen og en enkelt omgang riverrafting. Det var vildt fedt, og vores instruktør Yagya var super sej, tålmodig og venlig. Det var perfekt, for vi var jo helt grønne. Efter nogle virkelig gode dage i sindssyg varme, tog vi til Kathmandu igen med blåmærker, røde skuldre, myggestik og store smil. Vi savner Gorkha!

Kathmandu er fjollet. Masser af mennesker og uendeligt meget larm. Fattigt og farverigt. Det er hjerteskærende så meget der er gået i stykker efter jordskælvet sidste år, og de flotte gamle momumenter er ikke længere flotte. Vi besøgte bl.a. Durbar square, som man kunne fornemme havde været et smukt sted, men i dag er den en dyr ruin. Det koster 60kr (en formue hernede) at se en helt ødelagt plads. Vi besøgte også Monkey Tempel. Det var meget sjovt med masser af aber, der badede og legede. Monkey Tempel har kun taget lidt skade, så det var en fin oplevelse. Derudover købte vi souvenirs, spiste ægte kød og drak drinks. Det var gode dage.

I forgårs sagde jeg farvel til Jonas. Samme dag samledes gruppen igen. Markus’ retreat havde været en underliggod oplevelse og K og T havde set alt i Katmandu. Alle var glade og enige om, at vi skulle ud af Kathmandu for at få arbejdsro. Derfor er vi nu i Pokhara, hvorfra Markus lige var kommet. Her er dejligt og vi har udsigt til sø og bjerge fra hotellet. Det lader til at være den rene badeby med kanoer, paragliding, småvandring og masser af drinks. Det er, ligesom den seneste uge, svært, at samle tankerne om arbejdet. Vi har ikke fået arbejdet så meget hver især, som jeg havde håbet. CBS’ guidelines skrider fremad, men den lejr, der starter om 8 dage er slet ikke færdigplanlagt. Ingen udover Markus og jeg, lader til at være stressede over det. Karma er lejrleder og forhåbentlig kan vi holde et Skypemøde med ham snart. Det er svært, at være de eneste der bekymrer sig, og det betyder, at vi i kun bekymrer os hveranden dag, og hveranden dag drikker vi en øl og går en tur og er ligeså ligeglade som alle andre. Det er ikke holdbart.

Kærligst

Kat

Meget af Kathmandu har taget skade af jordskælvet.

Easy roll er under kontrol.

En abe og en kat.